Dagmar’s Skæbne…

Dagmar var en prægtig kvinde.

Sikke dog en personlighed. Hun var der bare. Hun var tilstede når vi var sammen – og hun var med mig rundt i verden…

 

Hvorfor er Dagmar her ikke mere?

Jeg troede, at vi skulle være sammen mange år endnu – men sådan skulle det ikke være… Måske handler det ikke om hvorfor vi ikke skal være her mere, men mere om hvad vi så skal lave?

Dagmar og jeg mødte hinanden i 1998. Dengang strålede hun over det hele – det var som om hun var omgivet af et ganske særligt lys. Og hver gang vi skulle på tur sammen, var jeg i trygge hænder. Uanset om vi kørte i udlandet, til Jylland eller blot her rundt på Sjælland, så vidste jeg, at hun var der for mig. Hun sørgede for at jeg ikke blev våd, når det regnede – at jeg kunne holde varmen om vinteren. Og i det hele taget, ja, så tog Dagmar sig kærligt af mig – hver gang vi kørte en tur. Hvad skulle jeg dog gøre uden hende?

Årene gik og Dagmar begyndte at føle sig gammel. Af og til kunne jeg mærke det på hende. Det var som om hun fortalte mig, at nu var det snart tid. ”Neeej”, tænkte jeg, ”Ikke endnu da, vel?”.

Men vi kunne ikke komme uden om det – en dag skulle vi skilles, for Dagmar kunne snart ikke mere…

Dagmar og jeg satte os ned og tog en snak. Vi besluttede at det jo ikke bare kunne ende. Hvis hun ikke skulle være her mere, hvad kunne vi så gøre? Og vi blev enige om at vi en dag skulle køre til Roskilde.

Dagen oprandte, og mandag d. 10/9 2018 kørte vi vores sidste tur sammen.

”Det skal nok gå, Dagmar”, sagde jeg til hende. Og så kørte vi sammen til Roskilde. Her mødte vi en venlig mand som fortalte hvordan vi kunne tage afsked med hinanden. Vi tøvede begge, men var samtidig klar over, at nu var det nu. Dagmar var på sin sidste rejse…

”Sidste rejse?”, udbrød manden – ”Neej, slet ikke, Dagmar. Du er da slet ikke færdig endnu. Du kan da bruges til mange ting! Der er meget mere kraft og saft i dig. Kunne du ikke tænke dig at besøge Afrika?”

”Ihh Jo”, svarede Dagmar – og hun lyste helt op. Det var som om hun fik et helt nyt liv.

”Jamen så kommer du da til Afrika, hvor du vil få det så dejligt”, sagde manden.

Og så begyndte han at skille hende ad. Den store motor, dækkene, fælgene, benzinen, olien, kølervæsken, lygterne, spejlene, vinduerne, sæderne, rattet og så videre, og så videre – alle Dagmars legemsdele blev fint delt op i små portioner, så manden kunne tage sig godt af dem.

”Kunne du tænke dig at leve evigt?”, sagde manden til Dagmar. ”Jo, det kunne jeg da godt”, svarede Dagmar. Og så kørte manden Dagmars skrog ud til en Jernhandler, hvor hun kunne blive genbrugt som nyt metal i mange andre ting. Dagmar kunne nu mærke at det var en god beslutning at køre hen til manden, for nu vidste hun, hvad hun kunne bruges til, selv når hun ikke kunne bruges mere. Hun kunne hjælpe Naturen, Afrika, Mennesker som kan skille biler ad, Forlovede som kan bruge en ny ring, og meget, meget andet.

Ære været Dagmars Minde – min søde gamle Passat fra 1995

Stor tak til Manden der hjalp hende videre på hendes rejse ud i den store verden.

Og stor tak til dig som læser disse linier. Hvis du nogen sinde føler, at du ikke har mere at give af, så gælder det måske bare om at møde den rigtige Mand eller Kvinde, der kan hjælpe dig videre. Løsningen ligger ikke altid lige for – men hvis vi ikke prøver, opnår vi jo ikke noget, vel?

Mange venlige hilsner fra mig,

Stig Seberg, Forfatter af ro

– og af og til bekymret for hvordan vi behandler Moder Jord

Ps. Hvad du end laver, så prøv at finde ud af, hvordan det passer ind i nogle af de 17 verdensmål. Mon ikke det så vil gavne os alle og vores generationer?

Lukket for kommentarer.